Bastian Emil

Jumbo-Visma spiller på to heste. Van Aerts etapesejre og Vingegaards gule trøje. Det er en sulten strategi. Den lykkedes sidste år, da van Aert vandt tre etapesejre og den grønne trøje, og Vingegaard vandt løbet. Men det perfekte er svært at gentage.

Verdens største og vigtigste cykelløb, Tour de France, starter på lørdag, når løbets Grand Depart tager rytterne gennem tre etaper i Baskerlandet fra Bilbao til Bayonne. Det er et interessant anslag. Baskerlandet er en region, som passioneret brænder for cykelsporten og heltedyrkelsen, der lever heri. De har deres egne gode cykelløb som Baskerlandet Rundt og Clásica San Sebastian og har deres eget hold, Euskaltel, med et navn som har en klang af sejre i bjergene for deres cykelpublikum.

Den unge bjergrytter Mattias Skjelmose udførte i søndags den sjældne kunst at vinde et danmarksmesterskab i et land uden bjerge. Sætningen lyder abstrakt: Bjergrytteren fra landet uden bjerge. Det er godt, at Mattias Skjelmose er gjort af et hårdere stof end hvad, der er almindeligt, for i de seneste to uger har han i en alder af blot 22 år stået igennem flere livsdefinerende udfordringer.

Giro d’Italia sluttede søndag aften i Rom. Det har været en usædvanlig udgave af det gamle løb. Efter de første to ugers heftige regnvejr blev løbet på grund af sin vanskelighed pakket ind i en dyne af passivitet. Mange var udgået, og de tilbageværende blev forsigtige. Regnen og kulden havde tilsyneladende taget modet fra klassementsrytterne. Når bjergetaperne var lange, tøvede de og forsøgte først at udfordre hinanden på de sidste meter.

Regnen har ramt Giro d’Italia. Fra Abruzzo gennem Molise til Apulien, gennem Basilicata til Campania, mod nord igen til Abruzzo og derefter passerende Umbrien, Marche, Emilia-Romagna, Toscana, Ligurien og Piemonte er regnet faldet over cykelrytterne i det gamle løb. Det er blevet til et Giro d’Italia for de mest modstandsdygtige. Rytterne er blevet syge og er styrtet. Det største tab var, da den helt store hovedperson, verdensmesteren Remco Evenepoel på kun 23 år, sidste søndag måtte udgå i løbets førertrøje. Han havde netop vundet sin anden etapesejr på enkeltstarten, som gik gennem Cesena. Men han vandt kun med mindre end et sekund.

Foråret endte voldsomt for Tadej Pogačar. Sidste søndag vandt han Amstel Gold Race. Onsdag vandt han La Flèche Wallonne. Og i søndags var han i gang med at fuldende trilogien af sejre i de mest prestigefyldte ardennerklassikere, da et styrt fældede ham. Det største og vigtigste løb, Liège-Bastogne-Liège, var undervejs, da danske Mikkel Honoré hårdt ramte et hul i vejen. Begge hans dæk eksploderede, cyklen fór ud af kontrol, og i hans baghjul sad Pogačar, forårets mest vindende og mest omtalte rytter. Begge ryttere måtte forlade løbet. Pogačar med flere frakturer i sit håndled. Der var stadig langt til mål. Løbet var endnu ikke trådt ind i sin afgørende fase. Med Pogačars kontakt med asfalten mistede løbet den ene af sine to hovedpersoner.

I cykelsporten handler det om at vinde. Men under hvert løb tvinges rytterne til handlinger, som nuancerer sporten. En rytter ofrer sig for sin kaptajn. En anden forårsager et styrt og skammer sig. En tredje er gavmild og giver sejren til sin vandbærer. Klokkerne i kirken i Roubaix kimer, når rytterne når byen efter de 270 kilometer fra syd mod nord. Velodromen, der afgør forårsklassikeren, kaldes en katedral blandt cykelbaner. Brostensløbene er og bliver et autentisk billede på hæder og ære, styrke og styrt. De er et eksempel på, hvordan mennesket søger efter noget højere gennem anstrengelse. Her følger mine tanker om forårssæsonen.

I dag på rundstrækningen i Wollongong satte Evenepoel sit første angreb ind med 75 kilometer til mål og slap fri med en mindre gruppe. Med 40 kilometer til mål slog han til igen og denne gang kun i følgeskab med en enkelt rytter. Dette var han heller ikke tilfreds med. Med 25 kilometer til mål accelererede han endnu en gang og siede sin sidste følgesvend fra. Som han har gjort det til sit varemærke, kørte han væk alene. Jeg har set ham gøre det flere gange nu, og det minder mig om mestrenes mester Fausto Coppi, som var un uomo solo a commando (en mand alene i angreb). At angribe langt fra mål, at vinde med så klar en margin, er et efterstræbt ideal i cykelsporten. Det skyldes, at det er et symbol på at bære ensomheden.

Mens jeg stod langs vejkanten og betragtede enkeltstarten, og en ukendt rytter fra Malta kørte forbi, og jeg hørte publikum sige “Wow, det er den hurtigste, vi har set i dag, han vinder,” og da Yves Lampaert lidt efter kørte forbi, vinderen fra enkeltstarten i København, kiggede folk på en måge ved en skraldespand. Jeg hørte flere blive enige om, at tiderne fra i dag fungerede ligesom kvalifikationen til Formel 1, og at rytterne kørte om pole position til på søndag. Jeg kunne fortsætte længe med lignende observationer. At Wollongong udover sin smukke naturlige beliggenhed og sin interessante minehistorie ellers er en ukarakteristisk by uden et eneste smukt hus eller en eneste smuk kirke, øger min undren over, at løbet er placeret her.

Da jeg så Evenepoel på vej op ad det afsluttende bjerg Peñas Blancas, var hans ansigt blegt, alvorligt, vredt, og hans ærgerrige stil var ikke slået i stykker. Han vil vinde dette løb. Som han styrter, må han fortsætte. Hvis han får kriser i Sierra Nevada i weekenden, må han komme sig over dem. Han vil til Madrid i den røde trøje. Det følte jeg i det blik, jeg mødte, som han passerede forbi i 1200 meters højde i Andalusien i en eksklusiv gruppe bestående af løbets forreste ryttere: Enric Mas, Primož Roglič, Juan Ayuso. Evenepoel og Quick Step Alpha Vinyl havde ladet udbruddet slippe afsted, og flere minutter forinden havde jeg set Richard Carapaz køre forbi. Ecuadorianeren har jeg ikke nævnt med et ord, siden han led det store nederlag på Marmolada i Giro d’Italia. Sådan kan det mærkes, at sæsonen nærmer sig sin afslutning.