Mads Brügger

Selv kiggede jeg forbi udvalgsværelset på anden sal i går, hvor regeringen havde håbet, at de kunne klappe våbenskandalen af med oppositionen ved at give forhenværende forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) en hurtig næse. Den limpind hoppede oppositionen ikke på, og lidt efter stod psykofanten Torsten Schack Pedersen (V) ude på gangen og sagde, at han aldrig i hele sit politiske liv havde oplevet, at en opposition ikke vil give en minister en næse.

Selv har jeg det sådan, at jeg nødig vil undvære de politiske partier i forhold til de helt kolossalt store mængder underholdning, de leverer. For eksempel var det enormt sjovt for undertegnede i den forgangne uge at overvære, hvordan Venstres Torsten Schack Pedersen til samrådet i Finansudvalget om Elbit-sagen – med forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i den varme stol – her stillede sin partikollega et af de klammeste fedterøvsspørgsmål, som jeg nogensinde har hørt et menneske fyre af.

En slidt, gammel kliché siger, at en uge i politik er lang tid. Det kan selvfølgelig diskuteres – og jeg skal være den første til at skrive under på, at der findes uger i dansk politik, der får DK4’s sendeflade til at minde om Netflix – men sikke en forskel, der har været på forrige uge og så den nærværende.

Selvpineri er at gå rundt inde i Folketinget, mens alle de andre er taget til Folkemøde. Men hav ikke ondt af mig, for jeg ville jo selv. Jeg ville ved selvsyn se, hvem der var blevet tilbage for at passe butikken, mens Folkemødet – som en kæmpestor traktorstråle, der snoede sig fra Allinge til Slotsholmen – havde suget alle politikere, særlige rådgivere, journalister og lobbyister til sig. Svaret på det spørgsmål er såre enkelt; stort set ingen.

Ydermere skinnede solen udenfor. Kun de allermærkeligste mennesker kunne finde på at gå rundt inde på Borgen på en dag som denne. Jeg var en af dem. Nå ja, nede i Fællessalen var der faktisk en konference i gang, beværtet af interesseorganisationen Dansk IT. Den handlede om den digitale inklusion, men dette arrangement havde virket så Gudsjammerligt trist på mig, at jeg drejede om på hælene, så snart jeg havde fået stukket hovedet indenfor. I stedet var jeg gået op i Vandrehallen for at ligge på lur.

Det var endnu en dag i Farcørernes Fyrstendømme. Helt præcist den 31. maj, og klokken var lidt over ét om eftermiddagen. Foran mig ventede min længste stuegang nogensinde; nemlig selveste afslutningsdebatten. Alt, hvad jeg havde gjort, sagt og skrevet indtil nu, havde blot været en opvarmning til denne begivenhed: Denne den sidste dans med kliken, før alle disse stressede politikere skulle på sommerferie. Og måske, måske var det statsminister Mette Frederiksens sidste tale i Folketinget nogensinde. Hvis hun altså snart skal ned til Bruxelles og være generalsekretær for NATO. Skal hun ikke det, er der efterhånden blevet klemt så meget pasta ud af tuben, at hun får svært ved at få dette rygtebaserede fludium mingeleret ind i foderalet igen.

Mandag den 22/5, 2023: Nogle gange skal man bare lade dem komme til sig. I stedet for at jagte dem. Som for eksempel i dag, ved frokosttid, i Rigsdagsgården foran hovedindgangen til Folketinget, hvor jeg sad på kanten af en blomsterkumme og nød en cigaret i solen. Pludselig stod Enhedslistens Pelle Dragsted foran mig.

Ambitionerne var kæmpestore fra min side; dette skulle være min stuegang nummer 29, til hvad der er mit nyhedsbrev nummer 100. Betød det så, at jeg nu ville gå helt over gevind som med den britiske forfatter Wilf Self, der tilbage i 1987 blev fyret fra avisen The Observer for at tage heroin ombord på et indenrigsfly som fragtede Tony Blairs kampagnehold til East Midlands? Will Self havde ellers haft som ambition at lave en rigtigt flot gonzo-reportage fra hjertet af britisk politik, men så var det hele kommet lidt ud af kontrol.

Var det snyd at tage på stuegang ovre i Forsvarsministeriet? Muligvis, men det er jo en satellit til planeten Christiansborg, som endda kan ses i fugleflugtslinje fra Folketinget, hvis man stiller sig ved rytterstatuen af kong Frederik 7. og kigger mod øst.

Min syvogtyvende stuegang tog sin begyndelse ved Borgens hovedindgang. Her løb jeg ind i Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre. Han var røget ud af Folketinget efter valget, men efter at Sofie Carsten Nielsen lod sig lokke af Dansk Industri og strøg gennem svingdøren for at blive noget så abstrakt – og sikkert også lukrativt – som EU Bio Project Director, var Stinus Lindgreen nu vendt tilbage. Denne dag, den første maj, var hans første dag som genfødt på tinge, men som Stinus Lindgreen selv konstaterede, da jeg mødte ham, skete der absolut ingenting derinde. Stinus Lindgreen havde ret. Der var helt dødt derinde, men det er jo noget, jeg tager i stiv arm.