Mads Brügger

I dag vil jeg spænde cilice-bæltet så hårdt som muligt og fortælle den utrolige historie om, hvordan det dog kunne gå til, at jeg i denne uge stod og spillede fransk klovn til et møde i Dansk Folkepartis pengeklub. Det er jeg nødt til at gøre, for det hører jo ingen steder hjemme, hvis Frihedsbrevet skriver om hvem, der er i bogklub med hvem, og hvem, der går til fest med hvem, og hvem, der er i madklub med hvem – hvis jeg så samtidig holder hånden over mig selv. Desuden tænker jeg, det er ganske underholdende at læse historien om, hvordan min edderkoppesans endnu engang har svigtet mig, og her tænker jeg på, at jeg i forvejen er skyld i, at den kontroversielle it-iværksætter Sahra-Josephine Hjort skulle meldes ind i Frihedsbrevets bestyrelse.

I mit nyhedsbrev nummer 66 vil jeg både skrive om de konservatives partiformand Søren Pape Poulsen og fødevareminister Rasmus Prehn (S), og så skal vi også lige runde den seneste udvikling i Minksagen. Og hvis det ikke bliver for langt, vil jeg riste en rune til Søren Pind, der jo efterhånden opfører sig som en skuespiller, der er blevet bestilt til at lave en satire på Søren Pind.

Som sådan minder Mette Frederiksens figur i disse dage lidt om den administrerende overlæge Einar Moesgaard – suverænt spillet af Holger Juul Hansen – i Lars von Triers Riget (der nu kan streames hos Viaplay, mens vi venter på Riget Exodus). Tidligt i tv-serien ser vi, hvordan Moesgaard forsøger at booste nedtursstemningen hos personalet på Rigshospitalet med en dybt kikset HR-kampagne, han kalder for “Operation Morgenluft”. En fast bestanddel af “Operation Morgenluft” er afsyngningen af den klassiske børnesang, hvor man synger “vi er her alle sammen, jeg synes, der mangler nogen”. Pointen med sangen er, at alle skal føle sig set. Og hørt. Og velkomne. Pointen med scenen i Riget er at vise, at Moesgaard har spillet fallit som leder, for stemningen på hospitalet står ikke længere til at redde. Det hele er på vej til Helvede i en håndtaske.

I mit nyhedsbrev nummer 64 skriver jeg lidt om fødevareminister Rasmus Prehn, men også om offentlighedsloven, og om hvordan dommedagens basuner efterhånden gjalder fra nær sagt alle verdenshjørner. Og så er der nyt fra vores podcastredaktion, som en af de nærmeste dage udkommer med en podcastserie om it-iværksætteren Sahra-Josephine Hjorth.

Har du bemærket, hvad Frihedsbrevet fik ud af Folkemødet? Modsat andre medier brugte vi ikke kræfterne på at leje en bod, hvor vi serverede fadøl og delte muleposer ud. Som jeg har forklaret fagbladet Journalisten, tænker jeg, det er spild af penge. Vi har i forvejen rigeligt med medier, som helst vil hygge om folk. Jeg tror meget mere på værdien i, at folk ser Frihedsbrevets Mathias Blædel Lorentzen interviewe fødevareminister Rasmus Prehn om sin skatteyderbetalte safari hos erhvervsmanden Karsten Ree i Kenya. Eller at de ser Frihedsbrevets Sofie Frøkjær, der interviewer sundhedsminister Magnus Heunicke om sine anklager om, at de borgerlige partier spreder gift for demokratiet. Eller kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen som stikker af fra Frihedsbrevets Emil Findalen. For det er nemlig, hvad Frihedsbrevet går ud på i praksis; frygtløs og magtkritisk journalistik uden dikkedarer. Og hvis magthaverne ikke vil komme til os, så kommer vi til dem; på Folkemødet.

En af de første personer, man bemærker på billederne, er Casper Christensen, men det er ikke kun derfor, at sceneriet minder om tv-serien Klovn. For rundt om langbordet med den hvide dug og de tyndstilkede vinglas sidder et bizart miks af kendisser fra så vidt forskellige miljøer, at det ligner det bedste afsnit af Klovn, der aldrig er blevet lavet.

Det aner mig, at fyringen af Jon Stephensen som teaterdirektør på Aveny-T på Frederiksberg er en politisk skandale, der burde tiltrække langt mere opmærksomhed, end den gør. For tænk, hvis det er sandt, dét som Jon Stephensen selv siger er grunden til, at han fik sparket fra Aveny-T; nemlig at han skrev en kronik om dansk kunst- og kulturliv i Politiken sammen med stifteren af partiet Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen. I så fald er det en særdeles alvorlig sag, som handler om ytringsfrihed og måske endda om et politisk parti, der bag kulissen blander sig i ledelsen af en kunstnerisk virksomhed. Dette parti er naturligvis Socialdemokraterne, men det kan også tænkes, at de konservative har en lillefinger med i spillet.

Ellen Imellem. For det første er det en rigtig god titel. Den har poesi og siger klart og elegant, hvad dette forkætrede DR-program handler om. Værten, Ellen Kirstine Jensen, er nemlig midt imellem. På den ene side har vi den person, som hun interviewer, og på den anden side – gemt væk ude i regiet – sidder så interview-ofrets værste mareridt, som hun gennem sin øresnegl agerer mundstykke for. Med Ellen Kirstine Jensen som interface kommer tykaktivisten således til at tale direkte med fedmeforskeren – en samtale, der ellers normalt aldrig ville finde sted.

Nå, givet at jeg i forvejen har udtalt mig om Mette Frederiksens nye podcast i både Politiken og Information, ville det jo være mærkeligt, hvis jeg ikke skrev om denne cause célèbre i mit ugentlige nyhedsbrev – som her udkommer i udgave nummer 52. Og ja, jeg ved godt, at emnet allerede forekommer udtømt – det er jo old hat, og hvorfor i det hele taget gøre så meget ud af en enkelt lille podcast i et land, hvor der snart er flere mennesker, som producerer podcasts, end der er folk, som lytter til dem?

Som det sikkert er mange bekendt, bekommer skørhed mig vel, så selvfølgelig skal mit nyhedsbrev nummer 51 handle om seneste afsnit i føljetonen om Claus Hjort Frederiksen. Desuden, og vanen tro, kommer jeg ind på, hvad man kan glæde sig til fra Frihedsbrevet i denne uge. Velkommen til.