Mads Brügger

Velkommen til mit nyhedsbrev nummer halvtreds. Jeg skriver om balladen med kostskolen Herlufsholm samt lidt om, hvad du kan glæde dig til fra Frihedsbrevets side i denne uge. Hvad sidstnævnte kategori angår, er der nyt om vores nyhedsbrev Fri Kritik.

Man ser det for sig: Med tårerne trillende ned af kinderne sætter Benny Engelbrecht (S) sig til tastaturet og skriver følgende på Facebook: “Jeg kan lige så godt indrømme, at jeg lige har fældet en tåre. Det havde jeg slet ikke forventet, men at politik er et hårdt sted, ved vi jo begge. Tak for de mange ting, vi har nået at lave sammen, og tak for altid at være en ven og kammerat.”

Udtrykket mineralogiske processer er den magiske trylleformular, der udløser øjeblikkelig favørpris hos myndighederne, hvis man driver en virksomhed, som udleder meget kuldioxid og følgelig burde betale en klækkelig CO2-afgift. Som for eksempel med cementfabrikken Aalborg Portland, der tilsyneladende spiller den samme rolle for statsminister Mette Frederiksen, som Willy Wonkas chokoladefabrik gør det for den lille, fattige dreng Charlie Bucket i Roald Dahls berømte børnebog. Det er herom, alle hendes inderste drømme og vildeste fantasier kredser.

Mens det er blevet bemærket, at Storbritannien har lavet en aftale med det centralafrikanske autokrati Rwanda om – som det hedder på forvaltningssprog – at procesbehandle asylansøgere, har der været påfaldende stille om, hvor helt utroligt pinligt det egentlig er for den danske regering, at det netop er Boris Johnsons dybt skandaliserede og inkompetente konservative kabinet, som her går Danmark i bedene. For som de fleste nok er klar over, kom vi før englænderne med idéen om at offshore uønskede mennesker til Rwanda. Hvad de færreste til gengæld er klar over er, at det var Israel, som var de første til at lave en aftale med Rwanda om at være rasteplads for asylansøgere. Dette eksperiment stod på mellem 2014 og 2017 og gik så grueligt galt, at det kan undre denne skribent, at først Danmark og siden Storbritannien nu vil gøre Israel kunsten efter.

Velkommen til mit nyhedsbrev nummer 46, som altså står i klovnens tegn. Jeg skriver om, at Frihedsbrevet har vundet en sag i Pressenævnet, som knytter an til vores fortløbende undersøgelse af den aalborgensiske rigmand og byggematador Jesper Skovsgaard. Det bringer mig videre til en af dansk journalistiks helt store klovne, nemlig Morten Løkkegaard, som i dag er politiker for Venstre.

Ordet compliance kommer fra engelsk, men det kan også bruges på dansk, og hvis man udtaler det ligesom “ambulance”, lyder det ovenikøbet ret godt. Hvad ordet betyder, er “føjelighed” eller “indvilligelse”; altså at man giver efter eller indordner sig. Og hvis man sætter andre ord bag på, som for eksempel “kvartetten”, ligner det næsten en romantitel: Compliancekvartetten. Hvem ville ikke gerne læse den bog?

Der er jo rigtigt mange, som går rundt og hedder Jensen, men denne gang handler det om en ganske særlig bærer af dette efternavn; nemlig Kristian Jensen. Altså den tidligere skatte-, finans- og udenrigsminister fra partiet Venstre, der for otte måneder siden blev udpeget som særlig repræsentant for Danmark i bestræbelserne på at få en plads i FN's Sikkerhedsråd i 2025. I den forgangne uge kom det så frem, at han nu skifter jobbet som topdiplomat ud med en stilling som cheflobbyist for interesseorganisation Green Power Denmark, der kalder sig “Danmarks nye grønne erhvervsorganisation.”

Måske de fleste læsere af mit nyhedsbrev er trætte af, at jeg hele tiden forsøger at pushe Frihedsbrevet til dem, der endnu ikke har tegnet abonnement, men jeg helmer altså ikke, før alle har fået øjnene op for, hvor meget godt indhold Frihedsbrevet tilbyder sine medlemmer. Som for eksempel podcastserien Marathonmanden, et stykke true crime af den anden verden, som Frihedsbrevet havde premiere på i fredags.

Den alarmistiske overskrift er ikke min egen. Det var overskriften på det sidste interview, som den italienske filminstruktør, digter og forfatter Pier Paolo Pasolini gav tilbage i november måned 1975, kun få timer før han blev fundet myrdet på en strand ved det tyrrhenske hav. Han var nøgen, han var blevet kørt over flere gange med sin egen bil, hans testikler var blevet knust med en metalstang, og så var der blevet hældt benzin på liget og sat ild til det.

Som en præst siger i Jesper Dalsgaards dokumentarfilm Kandis for Livet: “Der er nogle mennesker, hvor det dybe ligger ret højt.” Ergo kan man sagtens selv sidde med fornemmelsen af at sige noget gevaldigt dybt, mens andre tænker, man skøjter rundt på overfladen som en glad idiot. Så tænk på det, når jeg skriver, at dette mit nyhedsbrev nummer 41 byder på nogle morderligt dybe indsigter.