Mads Brügger

“Næsten alle mennesker har et ekstremt sporadisk greb om virkeligheden. Kun ganske få ting, som illustrerer deres egne interesser og ideer, fremstår virkelige for dem. Andre ting, som faktisk er lige så virkelige, fremstår som abstraktioner for dem,” skrev den engelske forfatter og digter Stephen Spender fra borgerkrigen i Spanien. Det var sandt dengang, og det er sandt i dag. For eksempel har de fleste danskere den fikse idé, at de lever i et land med et demokrati, som i alle henseender er den gyldne standard for, hvad et demokrati bør være. Så når der sker ting lige foran deres næser, i fuldt dagslys, som peger i en helt anden retning, kan de slet ikke erkende det. I sagens natur er det endnu mere svært for dem at begribe, hvad der sker ude i horisonten.

Den er god nok: Frihedsbrevets længe ventede app kan nu hentes til både iOS og Android. Der er tale om en yderst elegant og smart løsning, der fletter tekst og lyd sammen på fineste vis. Så det skal det meste af mit nyhedsbrev nummer 29 selvfølgelig handle om; jeg vil fortælle dig alt om denne app, som er appen, der vil dominere alle andre apps. Og ved vejs ende, når jeg har skrevet mig helt ud, vil du forstå, at du er nødt til at melde dig ind i Frihedsbrevet, som er en lille pris at betale for at få adgang til denne applikationernes applikation. Men det er ikke kun mig, der sælger op på appen. Det er også mig, der skriver om noget af det fremragende indhold, som er på vej fra Frihedsbrevets journalister og skribenter i kommende uge, hvorom jeg helt kort kan sige, at der er rigtigt meget at glæde sig til.

På engelsk kaldes det name calling, når man giver andre mennesker øgenavne. Som for eksempel når Donald Trump kalder Kim Jong Un for Rocketman. En god tommelfingerregel, for om det går an at name calle nogen, er først at tage højde for styrke – og størrelsesforholdet. Altså hvem er den store, og hvem er den lille? For den lille må altid gerne drille den store, mens det omvendte sjældent er kønt. I tilfældet Mediehuset Friheden og Berlingske Media, og subsidiært koncernchef Anders Krab Johansen og så undertegnede, er der vist ingen tvivl om, hvem der er den lille. Det er jeg, og derfor har jeg ingen problemer med at kalde Anders Krab-Johansen for Hr. Krabbe.

På Frihedsbrevet er vi altid i gang med at forbedre og udvikle. Det er i den ånd, at vi nu bygger ovenpå Simon Juls nyhedsbrev Fri Tid med Instagram-fænomenet To Sultne Piger. Så allerede fra på fredag kan du møde både Simon Jul og de to sultne piger i vores nyhedsbrev Fri Tid. Det skriver jeg mere om nedenfor her i mit nyhedsbrev nummer 27. Velkommen til 🙌🏼

Hvis Frihedsbrevet havde opdaget det før Ekstra Bladet gjorde, havde vi selvfølgelig bragt historien, men nok mest som en sidebemærkning. Den er som følger: Forretningsmanden Denis Viet-Jacobsen, der er medejer af Mediehuset Friheden A/S – udgiveren af Frihedsbrevet – har flyttet det holdingselskab, hvori hans ejerandel befinder sig, ned til storfyrstendømmet Luxembourg, som er et kendt skattely. I forhold til hvad der ellers er i svang i denne tossede verden altså ret udramatisk, men ikke for Ekstra Bladets rubriksnedkere, der lørdag aften gik i totalt breaking mode med gule bjælker: “Afsløring: Pengemand flytter Brüggers medie i skattely,” stod der at læse. 

Senest er det kommet frem, at Justitsministeriets departementschef Johan Legarth også er medlem af den celebre kreds af magthavere, der har telefonen kalibreret til at slette sms’er automatisk. Selvfølgelig kan Justitsministeriet ikke fortælle os, hvornår det lige var, at Johan Legarth slog auto-slet til på sin mobilos – på samme måde som Statsministeriet ikke vil fortælle, om tidligere stabschef Martin Rossen også slettede sine sms’er automatisk, da han arbejdede hos statsminister Mette Frederiksen. Efter flere henvendelser fra Frihedsbrevet henviste Statsministeriet til sidst til det ikke-svar, Mette Frederiksen kom med, da Frihedsbrevets Sofie Frøkjær til pressemødet i Spejlsalen i forrige uge spurgte hende, hvorvidt Rossen også var blevet rådgivet til at slette sms’er. “Det ved jeg ikke,” lød Mette Frederiksens lakoniske svar, før hun hastede videre til næste spørgsmål, for den diskussion havde hun faktisk ikke lyst til at gå ind i. 

Der har været gisninger fremme om, hvorvidt auto-sms-sletteriet i toppen af Statsministeriet blev indført, fordi professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen skulle i gang med at kulegrave den første nedlukning af Danmark. Altså, som et slags profylaktisk cover up fra Statsministeriets side. Det stod allerede klart den 27. maj 2020, at regeringens corona-håndtering skulle granskes, så det ligner selvfølgelig en tanke i forhold til tidslinjen. Men hvad nu hvis auto-sms-sletteriet overhovedet ikke har noget med Jørgen Grønnegård Christensens arbejde at gøre? Hvad nu hvis det hele handler om en mulig femte mand i tilknytning til de allerede fire bekræftede medlemmer af en kamarilla, som sletter deres sms’er, nemlig Martin Rossen?

Som du måske ved, er 23 et mystisk og farligt tal, der giver sig til kende på allehånde mærkelige måder - blandt andet bowler hovedpersonerne i spillefilmen The Big Lebowski kun på bane 23, og det siges, at Julius Cæsar blev dræbt med 23 knivstik. For mange varsler tallet 23 simpelthen død og uhygge. Og er der noget mere uhyggeligt, end hvad der er i svang inde i Statsministeriet i disse dage? Så det har jeg selvfølgelig tænkt mig at skrive om i dette mit nyhedsbrev nummer 23. Foruden lidt om hvad du kan glæde dig til fra Frihedsbrevets redaktion i denne uge. 

Det aner mig, at de fleste er godt og grundigt trætte af at høre mig rante om Radio LOUD, som jo snart skifter navn til 24syv (husk, at du læste det her først). Så den kæphest vil jeg lade passere i denne ombæring, for hvad betyder en lille, statsfinansieret DAB-kanal i forhold til uendelighedens sorte hav? Nej, der skal steges nogle større fisk, så det vil jeg gøre her i mit nyhedsbrev nummer 22. Velkommen til 🙌🏼

Når jeg starter mit nyhedsbrev nummer 21 med dette tilbageblik, er det, fordi jeg forleden dag så Anna Martensens dokumentarserie Oprør på Akademiet på dr.dk. Her kunne jeg til min forbløffelse konstatere, at der i ramme alvor er studerende på Kunstakademiet i København, som er imod ideen om, at kunsten skal være fri. Betydningen af hudfarve og køn er altafgørende for disse unge kunstnere, og derfor må den frie kunst vige for kampen mod hvidheden og patriarkatet.