Mikkel Bruun Zangenberg

”Det er trods alt enormt, livet. Man farer vild overalt.” – disse urimeligt sande ord falder i sidste års fuldkommen enorme litterære sensation i Frankrig, nemlig opdagelsen af et Céline-manuskript, der blev stjålet fra hans lejlighed i 1944, da han over hals og hoved flygtede fra anklager om at være nazi-sympatisør og kollaboratør. Utroligt nok dukkede manuskriptet op 60 år senere, og det blev sidste år udgivet i hans hjemland, Frankrig. Nu er det imidlertid kommet på dansk under titlen Krig (Gyldendal), og det skal vi høre mere om i denne uges Fri Kritik.

Theis Ørntoft har i barslet med en kæmpe mursten af noget, der er svært at beskrive som andet end Den Store Danske Samtidsroman, garneret med historiske blik lidt tilbage og lidt frem i tid. Den har navnet Jordisk (Gyldendal). Og dén skal vi høre mere om i dag og også om digtene hos en person med det ret så vidunderlige navn, der lyder som lidt af en talefejl, Nynne Roberta Pedersen Pedersen. Mange af Pedersen Pedersens digte er faktisk ret gode – og så har de den fine titel Vi hopper på åkander (Forlaget Antipyrine).

Verden står i flammer. Klimakrisen gør, at alt enten bliver knastørt og brændende hedt, eller drukner i skybrud. Men det er ikke alene verden, der står i flammer. Det gør Koranen også, muslimernes hellige bog. Tosser som Rasmus Paludan fra Stram Kurs har i flere år provokeret ved at tage rundt til ghettoer i Danmark og Sverige og sætte ild til Koranen. Og en masse tosser i ghettoerne er bidt på krogen, sådan at Paludan skal politibeskyttes 24-7. Tosserne har i det hele taget en fest i disse dage.

Folketinget holder ferie, alle danskere holder ferie, og der sker simpelthen ingenting. En filosof ville straks sige, at ingenting er noget, der sker, men gudskelov er min egen hjerne alt for branket til at tænke filosofisk i heden. Derfor skal jeg for en første bemærkning indskrænke mig til at berette, hvad jeg selv læser i sommerferien, og derfra anbefale lidt læsestof. Og min beretning bliver lidt sær, for denne klassisk uddannede elitelitterat (det er min egen alt for smigrende betegnelse om mig selv) burde jo egentlig benytte sommerferien til at læse faglige værker og alt det ypperste fra verdenslitteraturen. Men næ nej. For jeg opdagede for mange år siden, at der lå en sublim lykke gemt i at læse krimier i sommerferien. Og det helt afgørende vigtige er, at disse krimier hverken er for elendige eller for gode.

Nu dukker Derrida pludselig op på dansk. Og det med en tekst, der oprindelig blev holdt som forelæsning på Freud-museet i London i 1994. Senere kom der diverse udvidelser, indledninger og efterord til, og endnu en gang havde Derrida barslet med en ganske lang bog. Men emnet er faktisk dybt interessant og vigtigt. Det angår – meget bredt fortalt – hvordan vi generelt omgås ideen om erindring, det at huske noget. Hver for sig kan vi siges at være omvandrende kataloger over alt, hvad der er sket i vores liv. Hjernen er på en vis måde et kolossalt arkiv, der rummer alt vi nogensinde har set, læst og hørt.

Pyyyyh, kære læser og lytter af Frihedsbrevet: Det var sandelig godt, jeg læste Jokum Rohdes psykedeliske scifi-noir roman Vinterufo (Forlaget Bangsbohave) færdig, mens det var 25 grader varmt, og sveden løb ned ad mig. Strengt taget burde jeg også have drukket en flaske cognac og taget lidt kokain for at komme i den helt rigtige stemning.

Her i Fri Kritik skal vi fulde af ydmyghed forsøge at leve op til Kants fordring. Det gør vi nu ved at gå videre til forfatteren Simon Holm Pedersens barokke og sjove roman Dødsmoden (Gyldendal); ved derfra at spurte videre til Ingeborg Bachmanns noveller i Det tredivte år (Sisysfos), ved at strejfe Samuel Becketts ungdomsessay Proust (Multivers), og ved til slut at annoncere, hvad der skal ske næste gang. Det sidste kræver måske ikke umiddelbart den helt store tankeindsats, men lad os nu se, om ikke vi kan tvinge en lille forkrøblet tanke frem.

Der var for nylig i den hjemlige litterære andedam en debat om, hvilke køn der læser hvilke. En undersøgelse viste (en eller anden undersøgelse ”viser” altid et eller andet), at kvinder overvejende læste både mænd og kvinder, mens mænd stort set kun læste bøger af mænd, typisk faglitteratur, eller for eksempel krimier og historisk lekture. Så var scenen sat for en fuldkommen forudsigelig og kedsommelig pseudo-debat på de sociale medier om, at mænd var fy fy, og kvinder var mægtig gode. Senere viste det sig selvfølgelig, at undersøgelsens resultater var noget mindre forudsigelige og entydige, men da var flokken allerede galoperet videre til næste pseudo-debat. Alt dette blot for at pudse glorien. For i denne uge skal vi forbi tre kvindelige forfattere – og tre meget indbyrdes forskellige kvindelige forfattere.

”Det eneste, der er værd at skrive om, er mord og kærlighed.” Det er en berømt sætning fra en af det dansk-norske geni Aksel Sandemoses romanhovedpersoner. Men i dag skal vi omformulere sætningen en lille smule, sådan at den lyder: Det eneste, der er værd at skrive om, er mord og sex. Det kunne næsten lyde som de digitale avisredaktørers morgenbøn, men det er også indgangen til en ny bog fra Gyldendal, der handler om, hvordan kvinder onanerer.

Jeg tror ikke, de tre unge hovedpersoner i Malte Tellerups tredje roman, 'Spræng fabrikken' (Ovo Press), nødvendigvis har læst Carl Schmitt eller ville være enig med ham. Og så dog. For lige over for hele det etablerede systems accept af den modbydeligt forurenende fabrik Cheminova beslutter de sig for at forbigå den svæklingeagtige palaver for i stedet at handle, at tage sagen i egne hænder. De sprænger simpelthen Cheminova i luften.