Mikkel Bruun Zangenberg

Østrigske Thomas Bernhard (1931-1989) indskriver sig i en perlerække af det tyvendes århundredes allerbedste forfattere, der alle udmærker sig ved ikke at have fået Nobelprisen i litteratur. Den er kun gået til de næstbedste og nogle gange endnu værre i nedadgående retning. Proust, Joyce, Kafka, Sandemose derimod – glem det, de var alt for gode og umoralske til Nobelprisen.

Det var aldrig sket for mig før. Der findes simpelthen sådan noget som en filantropidirektør, og nu havde sådan en inviteret mig og min kæreste til Snoop Dogg-koncert i Royal Arena. Jeg kendte intet til Snoop Dogg, intet. Så horisonten var helt tom, åben og fri. Men ind på scenen spankulerede en høj, mager fyr i indiske gevandter; rundt omkring ham vred 5-6 halvnøgne poledancere sig om pæle, og en anden fyr dansede slasket rundt med en enorm, overdimensioneret abemaske på hovedet. Musikken bankede løs, og Snoop Dogg tændte en joint, der lignede en trompet til 5-årige.

Hvad åbner Doktor Glas døren ind til? Meget tæt på i tid skrev polsk-engelske Joseph Conrad Heart of Darkness (på dansk: Mørkets hjerte), hvor han beskriver en dæmonisk rejse dybt ind i Congo og undergangen. Og på sæt og vis er det netop sådan en rejse, Henrik Stangerups morfar Hjalmar Söderberg kortlægger i sin store, korte roman. Jeg brugte ordet ”mesterværk” og binder det nu sammen med Conrads ubestridelige mesterværk, og for en sjælden gangs skyld er det ikke kritikeren, der overdriver. Ordet er på sin plads.

Jeg sad øverst oppe på Landgreven 3 midt i København K, i hjertet af den liberale tænketank CEPOS’ hovedsæde; neonlyset skinnede ned i hovedet på os, en stor flok stole var stillet op, kraftige saltstænger var gavmildt drysset ned i skåle – og ude på sidelinjen stod dagens hovedperson, Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti, der netop efter en stresskrise var vendt tilbage til Folketinget, og som tilmed nu havde begået en bog om den hedengangne legende, lagerforvalter Peter Rindal (1923-2009), manden fra folkedybet, der i 60’erne var blevet til en regulær -isme: Rindalisme. Bogen hedder Rindal. Kampen mod kultureliten og velfærdsstaten og er udkommet på forlaget Grønningen 1.

Anna Juul har barslet med endnu en ret stærk tekst efter Penge & Bacon; denne gang en vistnok knap autofiktiv, måske næsten old-school selvbiografisk, tekst (ordet ”selvbiografisk” er nu bandlyst) om at få et hav af psykiske diagnoser, men ingen rigtig hjælp. Den hedder Superskurk (Lindhardt og Ringhof). Ungarske Agota Kristofs I går (Gyldendal) er enigmatisk, trist og syret, og så har vi det pudsige, skønne mesterværk Op i bjergene (Forlaget Atlanten) af schweiziske Ludwig Hohl – en lillebitte sag på 98 små sider, som Hohl skrev og omskrev i samfulde 49 år! Det kan man kalde schweizisk grundighed. Endelig går der et lyslevende lyrisk geni rundt i Københavns gader. Hun hedder Signe Gjessing, og hun barsler med Illuminationen af alt (Gyldendal).

Hvad er det for en bog, alle taler om lige nu? Det er ikke franske Édouard Louis’ autofiktive og selvbiografiske Forvandlingens metode (Gyldendal) – hvor Louis ellers lige forleden fyldte Det Kongelige Biblioteks Dronningesal med 600 åndeløse tilhørere. Det er heller ikke Katrine Marie Guldagers roman om en vred, kvindelig, midaldrende folkeskolelærer, der hedder Birgithe med th (Gyldendal); selvom den ellers er ret synlig på de fleste sociale medier. Og det er slet ikke den amerikansk-filippinske journalist og Nobelprismodtager Maria Ressas How To Stand Up To A Dictator (HarperCollins), selvom den ellers har et forord af selveste George Clooneys viv, den mondæne forsvarsadvokat Amal Clooney.

I dag skal vi meget vidt omkring i Fri Kritik – friheden bringer os til en udsyret tysk science fiction-klassiker fra 1913, til en hjerteskærende amerikansk klassiker fra The Harlem Renaissance (der udkom i 1937), hvorefter vi lander midt i samtidslitteraturen og Paris med franske Édouard Louis. Det, der forbinder disse tre litterære værker, er forskellige ideer om rejsen. Vi står foran et 2023, der udgør endnu et kapitel i menneskehedens vilde og hæsblæsende ekspedition ud i fremtiden, så lad os se, hvad litteraturen gør med ideen om rejsen. Eller måske rejser vi ikke så meget, men vi bliver snarere skudt ud af en kanon. Nu skal vi kigge lidt nærmere på et par af granaterne.

I dag skal vi læse den franske filosof Michel Serres’ lille bog Krisetider (Forlaget Mindspace), der netop er kommet på dansk, og vi skal forbi en amerikansk kvinde, Shoshana Zuboff; hun er professor på Harvard Business School og begik i 2019 en kæmpe mursten ved navn I overvågningskapitalismens tid. Kampen for en human fremtid på magtens frontlinje. I fredags var hun på besøg på CBS her i København for at fortælle om sit projekt – og det gav mig ideen til at sætte Michel Serres og Shoshana Zuboff sammen. Serres udgav oprindeligt sin bog i 2009, Zuboff som nævnt ti år senere, men de er kun blevet mere aktuelle siden da; og de deler den helt overordnede idé om, at vi lever i ganske dramatiske krisetider. Men de går til ideen på lidt forskellige måder, og det skal vi høre nærmere om nu.

Vi skal se lidt nærmere på en håndfuld julenoveller udgivet af Politikens Forlag. De er dybt ambivalente og indbyrdes forskellige i forhold til det grumme fænomen, julen, men afspejler nok på den led, hvor blandet de fleste af os har det med det unævnelige, der sker om blot ti dage. Vi skal ikke drukne i jul, så det er også blevet tid til at inspicere komikeren Anna Juuls parforholds-og lockdownroman Penge & Bacon og norske Tomas Espedals fotobog Mit privatliv. Samtidig skal vi forbi Jesper Wung-Sungs essays og noveller i Så lad det ske, der er årets julebog fra Gyldendal. Og hvis vi får tid og plads, skal det klassiske avantgarde-tidsskrift Victor B. Andersens Maskinfabrik hyldes.

I dag skal vi besøge nogle eksempler på det, jeg personligt ville kalde for virkeligt god litteratur. Julen er et orgie i kitsch og dårlig smag, så lad os holde fanen højt og gå i den modsatte retning. Vi skal runde tjekkisk-polsk-svenske Andrzej Tichys vilde roman Elendigheden (Forlaget Basilisk), danske Sabitha Söderholms uhyre fine tekst om sorg, Månens urt (Ovbidat), og ungarske Agota Kristofs tekst om at være emigrant og forfatter, Analfabeten (Forlaget Gutkind); og så skal jeg synge Forlaget Virkeligs pris.