Mikkel Bruun Zangenberg

Hele denne uge har jeg haft den mærkeligste følelse af litterært at være transporteret tilbage til det Herrens år 1955. Enten har fortiden indhentet mig, eller også har jeg været trukket tilbage til fortiden. Uanset hvad så har journalisten Tonny Vorms thriller fra Anden Verdenskrig og historikeren Bent Jensens selvbiografi været utroligt effektive maskiner til at skabe en litteraturhistorisk stemning af 1955. Derfor skal vi ikke tilbage til fremtiden, som den herlige film med Michael J. Fox sagde det, men vi skal derimod regelret tilbage til fortiden. Vi har også tid til et rasende faderopgør hos digteren Thomas Boberg, og det er litterært ret så nutidigt, så der er vi gudskelov tilbage i 2022.

Men tag nu en dyb indånding, for vi skal rejse i tid, helt tilbage til 1955, for 67 år siden. Det var dengang, man skrev barske spændingsromaner med rigtige mænd, og dengang man skrev old-school gammeldags selvbiografier, ikke autofiktion og exofiktion. Det var dengang, alt handlede om Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig mellem øst og vest. Sådan er det i hvert fald i Tonny Vorms roman Spor i sneen og i Bent Jensens selvbiografi Modløber.

Nu skal det hele ikke gå op i pik og blå briller, så inden vi går videre med Tobias Rahim, skal vi forbi to kvinder: Agnete Braads exofiktion Franciska (Gyldendal) om malerinden Franciska Clausen; ”exofiktion” er navnet på en slags meget litterær biografi, hvor skribenten med fri brug af fantasi og lidt research går ind i sin hovedperson. Og Linn Ullmanns selvbiografiske erindring, om dengang hun i 1983 i Paris som knap sekstenårig blev forført af en 44-årig, amerikansk modefotograf. Den hedder Pige, 1983 (Gyldendal). Efter de to kvinder vender vi tilbage til Rahim og hans tissemand, der i den forgangne uge satte en del anmeldere i forlegenhed.

Kald mig Mikkel. Ja, pardon, kære læser og lytter, det er nok ikke, fordi nogen sidder med en overvældende trang til at kalde netop mig ved fornavn. Men i dag skal vi sammen foretage et lille mord, og så er det måske meget godt at droppe formaliteterne. Men derudover skyldes sætningen ”Kald mig Mikkel”, at den er et ekko af første linje i Herman Melvilles roman Moby-Dick, som lyder: ”Call me Ishmael”. Mesterværket Moby-Dick udkom i 1851, men det var først omkring 1920, at den for alvor begyndte at blive livsfarlig for amerikanske forfattere. Hvorfor nu det? Det skal vi høre mere om om et øjeblik, for inden da skal jeg haste med at sige, at vi i dag skal bese John Irvings nye 912 sider lange roman The Last Chairlift. Irving er nok mest kendt for at være manden bag Verden ifølge Garp (1978) og senere filmatiseringer af hans romaner som for eksempel Æblemostreglementet, hvor Irving i øvrigt modtog en Oscar for sit eget manuskript til filmen. The Last Chairlift er hans første roman i hele syv år.

I dag skal vi forbi østrigske Ingeborg Bachmanns ufuldendte roman Franzas bog (Forlaget Sidste Århundrede), vi skal runde digteren Rasmus Nikolajsens Måske sjælen, en ”familieversfortælling”, som undertitlen siger (Forlaget Gutkind), og endelig skal vi gå i clinch med den gamle tyske galning, filosoffen Friedrich Nietzsche, der nu på dansk og på en ganske særegen måde introduceres af den franske litterat og forfatter Georges Bataille i en bog, der er betitlet Nietzsche. Memorandum. Nietzsche selv, og hans elev Bataille, insisterer på, at vi ikke hverken kan eller skal læse ham uden bagefter radikalt at ændre vores liv.

I går var det valgdag, og i dag skal vi høre om nogle heroiske og uheroiske mænd. Men ikke før et udflippet forslag om, at vi egentlig burde have et “Litteraturparti”, forstået som et parti, der systematisk kæmper for litteraturen og forfatterne. Vi lever nemlig vores liv gennem fortællinger. Det er trivielt sandt, men det har store konsekvenser. For stjernekokken Anthony Bourdain blev visse fortællinger fatale. For den danske filosof og virksomhedsleder Morten Albæk lykkedes det tværtimod at finde frem til nogle sunde og livgivende beretninger. Vi skal stifte bekendtskab med Albæks nye bog, Falske sandheder i livet (Gyldendal), og samtidig forbi Bourdains vilde liv via Charles Leerhsens biografi Down and Out in Paradise. The Life of Anthony Bourdain (Simon & Schuster). Ude på sidefløjene har vi den gamle romerske senator og retoriker Cicero (106-43 f.Kr.), der i sit værk Forpligtelser (Gyldendal) kan siges at være ret enig med Albæk; og vi har polarforskeren og eventyreren Knud Rasmussen med Den store slæderejse. Den fantastiske polarekspedition nord om Amerika (Gyldendal). Kom det til et rent litteraturvalg, kunne vi uforbeholdent stemme på dem alle fire; men i forhold til at leve sit liv godt er det nok klogt at vælge et par af dem fra.

Litteraturens rige er bogstavelig talt uendeligt – der er altid nye opdagelser at gøre, hjørner, der kan drejes omkring, mørke kontinenter, der skal udforskes, vilde urskove, der skal trænges ind i. Det gælder også i denne uge, hvor vi sammen med to yngre mænd skal på en både virkelig og svimlende opdagelsesrejse i den 12.000 år gamle Hambach-skov nede i det sydlige Tysklands Nordrhein-Westfalen. Vi skal runde den schweiziske forfatter Christian Krachts fænomenale roadtrip med sin oldgamle mor i romanen Eurotrash; vi skal forbi et par vigtige litterære nyheder og til slut lægge op til næste uges uhørte sensationer.

Jeg gad vide, om nogen af Frihedsbrevets læsere og lyttere er jægere? Hvis det skulle være tilfældet, er det nok godt at vide, at vi på dansk har fået en brillant nyoversættelse af russiske Ivan Turgenevs (1818-1883) En jægers optegnelser (Forlaget Turbine). En jægers optegnelser var den unge aristokrat Turgenevs gennembrudsbog i 1852, og den er egentlig lidt spøjst konstrueret. Teksten består af tyve løst sammenflikkede noveller eller ”optegnelser”, der ikke rigtigt er bundet sammen af andet, end at fortælleren strejfer planløst omkring i det mægtige Rusland.

”Bæk og Ullebæk” – nogenlunde sådan udtales de to på dansk, de to forfattere, vi i dag skal høre nærmere om. Den unge danske homoseksuelle mand Glenn Bech har skrevet et både rasende og fortvivlet ”manifest” for en bedre verden – det hedder Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, og det er et slag lige i solar plexus. Den ældre, franske og heteroseksuelle mand Michel Houellebecq har brudt med sit eget mønster og skrevet en roman med titlen tilintetgøre. Det er en roman, hvor tingene, langt fra at blive tilintetgjort, tværtimod peger frem mod både håb, fortrøstning og kærlighed. Det er stærkt atypisk for Houellebecq, der plejer at være kulsort, pessimistisk og fuld af en dejligt forudsigelig livslede og menneskeforagt. Så hvem skal vi tage til os? Bech, der siger, at verden skal laves om? Eller Houellebecq, der konstaterer, at verden alligevel er ok?

I denne uges Fri Kritik skal vi blandt andet forbi Kirsten Hammanns nye roman Georg-komplekset. Georg er 55 år gammel, gift, tidligere succesforfatter med talrige lange interviews i aviser og magasiner, oversættelser til engelsk og fransk, alenlange køer af læsere, der vil have en autograf i bøgerne, modtager af litterære priser og medaljer fra Dronningen. Nu er han imidlertid en frygteligt falleret forfatter. Han lider af en mangeårig skriveblokering. Forlaget har dumpet ham. Kollegerne undgår ham, fordi bitterheden og misundelsen står ud af ham i lange, giftiggrønne stråler. Læserne har glemt alt om ham – og imens bader alle kollegerne sig selvfølgelig i succes og seks stjerner, som de straks beretter om på Facebook. Georg tror ikke det kan blive meget værre. Men så beslutter hans viv sig for at ville skrive en bestseller. Det tegner til at blive en dundrende succes. Hun sidder inde på sit arbejdsværelse og klukker af grin; forlaget er ved at kløjes af begejstring, og filmrettighederne er allerede ved at blive solgt for en formue. Nu begynder Georgs mareridt for alvor. Nu bliver det ondt.

I dag skal det handle om kvindekønnet. Tilfældigvis er det sådan, at forfatteren Niels Frank lige har udgivet et stort værk om sin søster Elin, der sidst i marts 2021 blev myrdet af sin mand, som hun var ved at blive skilt fra. Manden skød hende foran parrets to voksne sønner. Det er en tragisk historie, der meget passende har fået titlen Fanden tage dig. Samtidig har digteren Harald Voetmann udgivet nogle virkeligt spøjse digte betitlet Hetærebreve; de er inspireret af en terrakotta-figur af en prostituerets sko fra det 2. århundrede. Under terrakottaskoen står der på græsk ”Følg mig”. Så kunne kunden finde beskeden og følge i sporet på kvinden. I sine digte lader Voetmann hetæren få ordet. Endelig har en af dette lands mest suveræne forfattere, nemlig meget kvindelige Ida Jessen, udgivet en god håndfuld essays, der handler om litteratur, om liv og død og kærlighed, men også visse steder om det med kønnet. Den essaysamling hedder Endnu en bog jeg aldrig skrev, og den skal vi også gennemstrejfe.