I sid­ste uge brag­te vi på Fri­heds­bre­vet en af den slags histo­ri­er, hvor man må smæk­ke sig selv i fjæ­set med en våd, sam­men­rul­let udga­ve af Wee­ken­da­vi­sen for at være sik­ker på, at man ikke drøm­mer. Artik­len hand­ler om en svær PTSD-ramt og selv­mord­s­tru­et kvin­de, der fra 2007 til 2018 er fan­get i job­cen­tre­nes kaf­ka­ske system, hvor hun på trods af fle­re lægers ord for, at hun er for syg til nogen­sin­de at vare­ta­ge et rig­tigt arbej­de igen, ikke kan få til­delt før­tids­pen­sion.
Grun­den til, at kvin­den, som jeg af hen­syn til hen­des til­stand hol­der ano­nym her, ikke kun­ne få til­kendt før­tids­pen­sion, var, at hun var for syg til at kom­me i akti­ve­ring. Den tragi­ko­mi­ske sand­hed er alt­så, at hun var for syg til at bevi­se, at hun var for syg til at arbej­de.