Jan Grarups sol­da­ter­kam­me­rat taler ud: “Han har bragt en synd­flod ned over sig selv,” siger Adam Holm

Kuglerne flyver om ørerne på krigsfotografen Jan Grarup (krigsfotograf), der de senere dage er blevet fanget i en række usandheder. Først blev han smidt på porten af Politiken, der ikke kunne stå inde for hans journalistik fra Ukraine, fordi han havde viderebragt forkerte oplysninger i avisens spalter. Det drejede sig blandt andet om en mortérgranat, som Grarup alligevel ikke havde affyret, og om et besøg på et pizzeria, der blev ramt af et missil tre timer senere. Det viste sig at være forkert.

link til unikt link

I andre tilfælde fortalte Grarup om, at 40 ukrainere var blevet dræbt i en bestemt bataljon, det havde han efter sigende fået at vide, men det var ikke korrekt, ligesom der også opstod tvivl om, hvorvidt han havde hørt ukrainske soldater tale om at skære hænderne af russiske fjender.

Politiken cuttede den mangeårige forbindelse, og det var mandag.

Torsdag gik to af hans ukrainske assistenter – det, man på journalistsprog kalder fixere – i Weekendavisen og sagde, at Grarup løj om sine oplevelser i Ukraine. Efterfølgende har Grarup forsøgt at afpresse dem til tavshed, siger fixerne.

Alt i alt en hård uge for en krigsreporterende fotograf, men det stopper ikke her. Senest har journalisten Lea Landsted på Facebook fortalt om, at der ifølge hende er alvorlige problemer med Grarups berømte, prisvindende fotoreportage fra Ramallah.

Samlet set ikke den ideelle optakt til udgivelsen af en stort anlagt journalistisk reportagebog fra Ukraine med Jan Grarups navn på.

Derfor ringede Frihedsbrevet til journalisten og historikeren Adam Holm, der om halvanden måned skal udgive bogen While We Bleed, 496 sider med billeder og reportager fra Ukraine, som Adam Holm har lavet sammen med Jan Grarup.

Choktilstanden

“Jeg synes jo, at det er… meget ærgerligt,” siger Adam Holm torsdag eftermiddag.

Han ved endnu ikke helt, hvilket ben han skal stå på, men i hvert fald forsøger han at få det til at give mening.

“Jeg kan jo godt prøve at appellere til, at man kigger på bogen og ligesom friholder den fra Jans, lad os bare sige det pænt, noget tvivlsomme beretninger fra hans seneste tur. Men jeg ved jo godt, at det ikke er sådan, det foregår,” siger han.

“Man vil formentlig sige, okay, der er meget mudder på den mands tøj. Og hvad med ham skribenten i øvrigt? Lige pludselig vil man se på den, tror jeg, med en form for afstand og skepsis. Og det er i virkeligheden, helt ærligt og redeligt, der, hvor jeg er nærmest knust.”

Når det regner på præsten, drypper det på degnen, og din troværdighed bliver jo også udfordret, når du er medforfatter sammen med ham.

Adam Holm sukker og kommenterer det selv.

“Langt suk, vil der stå i artiklen. Han bliver tavs et øjeblik," forudser Adam Holm.

“Jeg forstår godt, at logikken er sådan, og er sikker på, at jeg ikke ville kunne sige mig fri for det selv i en anden sammenhæng. Nu hvor jeg så står i orkanens øje, så ser jeg det på en lidt anden måde.”

Adam Holm siger, at arbejdsdelingen har været klar: Holm skrev, Grarup tog billeder. De har ikke blandet sig i hinandens arbejde, og Holm har ingen grund til at tvivle på nogen af de billeder, han har set.

“Der kan jeg sige hovedet på blokken og hånden på hjertet, at der ikke er arrangeret så meget som en konservesdåse eller noget som helst. Så skal han i hvert fald have gjort det bag min ryg, og det tvivler jeg på, fordi man er meget tæt på sådan en reportagerejse.”

“Men det er klart, at når du nu bruger den metafor med regnen og degnen… Når der er styrtregn over præsten, så drypper det uvægerligt over på mig. Skal jeg så sige, at det kan jeg ikke leve med? Fordi jeg jo ligesom alle andre ved, at det, vi står og falder med, vores vigtigste valuta, er vores troværdighed. Den må ikke devalueres, ganske enkelt, for så kunne vi lige så godt skrive fiktion eller lave spillefilm, og det er ikke en verden, jeg har lyst til at bevæge mig ind i.”

Holm siger flere gange, at han ikke er ude i noget apologetisk ærinde. På samme tid siger han, at det vil være en fejl at afskrive fotografen Jan Grarup, som han ikke har nogen grund til at tvivle på, og at troværdigheden er det vigtigste, man har.

“Men hvis bogen kommer ud, hvad jeg håber, så læs bogen, og kontakt kilderne. Det er jeg fuldstændig tryg ved, fordi der ikke er arrangeret en skid fra min side. Det kan jeg godt stå på mål for, men altså.”

“Ved du hvad? Når jeg taler sådan i ring, som du kan høre, så er det, fordi jeg lige nu er helt grundlæggende forvirret.”

Jeg kan mærke på dig, at du er meget overrasket over det her, og at du er påvirket af det.

“Det er jeg. Jeg er meget overrasket, fordi … Altså, jeg har jo oplevet Jan tæt i over tre uger. Jeg har ikke oplevet en mand, som havde … Lad os da bare sige, at det her er i kategorien mytomani, og nu er jeg jo ikke psykolog, men vi ved jo allesammen godt, hvordan det fremtræder, når nogen smører tykt på eller sågar lyver, og jeg ved med jeg selv – fordi det er noget, jeg også i andre offentlige sammenhænge har prøvet at forholde mig til, for eksempel med Jeppe Nybroe – at jeg ville have reageret. Jeg ville have haft nogle alarmklokker, der bimlede lidt, hvis Jan var sådan en type, der sad og braldrede.”

Her bryder vi lige talestrømmen for en stund og vender blikket mod netop omtalte Jeppe Nybroe.

Jeppe Nybroe

Adam Holm anmeldte Jeppe Nybroes bog Kidnappet – om 28 dage som gidsel i Libanon – i Weekendavisen i 2015. Med den store journalistiske tættekam kunne Holm påpege den ene uklarhed efter den anden i Nybroes fortælling:

Holm fandt det “mærkværdigt”, at Nybroe havde rene negle og var solbrun efter to ugers fangenskab, ligesom han også undrede sig over, at han bar et armbåndsur, hvis det var stjålet, som det var blevet fortalt. Nybroes øjne bare ikke præg af træthed “eller anden belastning”, og det var bare et par udpluk af kritikken, der resulterede i, at Nybroe “måtte have taget sig visse narrative friheder”, og at der var malet med “palettens dramatiske farver”, og at det for Holm var nødvendigt at “pirke til nogle generende uklarheder”.

Efterfølgende blev Holm beskyldt for at have lavet et karaktermord på Jeppe Nybroe, men han mente dog, at kritikken var på sin plads, og at man har lov til at undre sig over det, man læser.

Slava Ukraini!

Under sin rejse på 23 dage i selskab med Jan Grarup fattede Adam Holm dog ingen mistanke om urent trav. Der blev drukket hvidvin, der blev fortalt historier fra Rwanda og Eksjugoslavien, og til tider kunne der være en “brovtende form”, siger Adam Holm. Sådan er jargonen blandt mænd i krig.

“Jeg har ikke hørt noget, hvor jeg tænkte, at det lyder usandsynligt. Derfor er jeg faktisk virkelig rystet.”

Han vidste godt, at Grarup for længst havde taget afsked med objektiviteten.

“Hvert sted vi kom frem, var han den første til at sige: ‘Slava ukraini!’ Han lægger ikke skjul på, at han giver pokker i den der tilstræbte objektivitet. Det skriver jeg i øvrigt også i forordet til bogen, at vi kan ikke foregive at være andet end meget subjektive.”

“Med den logik, jeg har til rådighed, har jeg tænkt, at det var for meget. Jeg ville aldrig nogensinde have begivet mig derhen, hvor jeg proppede en granat og ligesom hjalp hæren. Jeg vil heller ikke bære deres våben for at hjælpe dem. Det er ikke vores rolle. Der er jeg meget, meget spejderdrengs-agtig. Også selvom der ikke er vidner til det. Det er sådan noget, der er vigtigt.”

“Og der har jeg tænkt, at det skider Jan på.”

Du har ikke fattet mistanke om, at han måske lagde lidt til, når han fortalte historier?

“Nej, faktisk ikke. Det bliver jeg nødt til at sige.”

“Han er meget hurtigt buddy med folk. ‘Hey, buddy’. Det er ligesom hans stil. Det er svært at forklare. Jan er meget udadvendt og snakkende, og så er han vant til, at folk lytter, fordi han har jo… Nu kan man så begynde at spørge sig selv, hvor meget af det er så helt rigtigt, og hvor meget er mere opdigtet, men Jan har helt generelt oplevet en del, som de fleste af os ikke har oplevet, og i gennem så mange år. Jeg har selv nu i de sidste 10 år været ved fronter og har oplevet noget af det samme.”

Anyone’s guess

Har du en ide om, hvorfor han giver den lidt ekstra sovs og kartofler? Er det, fordi han vil leve op til myten om sig selv, eller hvad tror du?

“Godt spørgsmål. Altså jeg kan se… Det må være Weekendavisen, der citerer en af de fixere, han har arbejdet med for, at det skulle være for at skabe hype om den bog, han har under udgivelse, som nu er den, jeg har skrevet tekst til. Altså, det er et bud,” siger Holm og afbryder sig selv.

“Grunden til, at jeg er så sniksnakkende... I andre sammenhænge kunne jeg være mere konkret. Det er simpelthen, at jeg er at a loss. Jeg aner simpelthen ikke, hvad det er. It’s anyone’s guess.”

“Hvis jeg skal sidde og gætte, så tænker jeg, at Jan er rimelig slidt, og at han trækker for store veksler på sig selv. Det er ikke det samme, som at man ikke kan kende forskel på ret og vrang. Fordi… Jeg vil ikke skabe en fortælling om, at det er synd for Jan, eller at han er så udmattet, at han ikke kan finde ud af, hvad der er sandhed. Jeg aner simpelthen ikke, hvorfor han skulle finde på at lægge på.”

Et horn i siden på Jan

Spørger man Adam Holm, handler i hvert fald noget af fixernes kritik i Weekendavisen om, at de har en høne at plukke med Jan Grarup.

“Sådan som jeg kan læse den, så virker noget af det meget velbegrundet,” begynder han.

“Så er der andet, og det er ikke for at sætte lus i skindpelsen, men ukrainerne går meget op i, at ukrainerne ikke må fremstå svage. Det har jeg altså også selv oplevet dernede.”

Holm fortæller, at han selv har oplevet, hvordan den ukrainske fortælling udadtil ikke altid harmonerer med virkeligheden. For eksempel findes der soldater, der er bange, selvom fortællingen er, at de er kølige, og man får heller aldrig at vide, hvor mange dræbte der egentlig er.

“Så derfor: Lang fortælling. Jeg tror, at de her to fixere har i hvert fald også et horn i siden på Jan i forhold til, at han siger, at han har set nogle grædende soldater. Det vil de sige, at det findes ikke. Så lige den del tænker jeg, at det kan være både en dreng og en pige.”

“Den her fortælling med restauranten. Jan siger så, at han er forvirret over tiden efter 16 timer ude ved fronten. Jeg synes, det lyder ejendommeligt, for at være ærlig. Hvorfor han skulle finde på sådan noget, det forstår jeg ikke. Om det så er for at for gøre reklame for bogen, om det er for at fremtræde meget heroisk, og ‘se mig, jeg var lige i fikspunktet’... Om det er et resultat af, at når man er så meget dyrket, for Jan er meget dyrket. Han har fanboys, folk, der skriver til ham og kommer over og takker ham. Om det er det der med, at man bliver så stor på et tidspunkt, at man ikke rigtig kan kende forskel … Det var det, der blev sagt om Jeppe Nybroe. Han sagde også det, cheferne gerne ville høre. Altså, skaber lidt ekstra drama. Det ved jeg ikke, det er gætværk.”

Var Jan Stage kun utroværdig?

Vi begynder at tale om en af de gamle store indenfor krigsjournalistikken.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Jan Stage.

“Mm.”

Sådan en gammel rock’n’roll-krigsjournalist. Nu er det så en fotograf i det her tilfælde, men altså han havde jo også en lemfældig omgang med sandheden, må man sige. Er der hos Grarup lidt af den her mytiske rock’n’roll-krigspersona, som man ikke rigtig kan efterprøve alligevel, som kan fortælle gode historier? Får du den fornemmelse?

“Jeg får fuldstændig samme tanke. Når vi taler om nogen, som har gjort de der krige og set al menneskelig dårskab, så tænker man herhjemme på Jan Stage. Han oplevede også krige og menneskelig dårskab, og så ved vi så også, at han åbenbart smurte på i nogle sammenhænge. Ernest Hemingway, altså, der er en righoldig kulturhistorisk tradition for, vel først og fremmest mænd, som har gjort det.”

Det betyder dog ikke, at de ikke laver andet end at lyve, mener Holm.

“Jeg tror, man skal vare sig meget for at sige, at det bare er det samme. Nå okay, så er Jan Grarup, som i øvrigt har rejst med Jan Stage, og der er nogle smadderfine billeder af de to sammen, så er han bare den gamle læremester op ad dage. Og kan man også bare sige, at Jan Stage kun var utroværdig? Nej, selvfølgelig ikke. Og Jan Grarup er jo ikke bare utroværdig.”

Intet at udsætte på Grarup

Jeg byder ind med historien om, at Lasse Ellegaard i Deadline forsvarede, at Jan Stage pyntede på virkeligheden med den argumentation, at Stage sådan set gjorde virkeligheden bedre, pointen stærkere. Overdrivelse fremmer forståelse.

“Det er godt husket,” siger Adam Holm.

“Men du skal fortælle det, du ser, og det, du oplever. Du skal ikke lægge noget som helst til, for ellers kan du skrive en fiktionsbog, eller du kan lave en spillefilm. Det er så såre enkelt.”

“Jan, som er så erfaren i gamet … I den forstand har han jo bragt en syndflod ned over sig selv. For nu er det jo klart, at folk vil sige, hvor meget af det, han har sagt og skrevet i andre sammenhænge, kan vi så egentlig fæstne lid til?”

“Der har jeg det sådan, at det må jo være Jans udfordring at forholde sig til. Jeg har intet med den del at gøre. Der hvor jeg kan stå på mål for ham og gør det, er jo som fotograf. Der er intet at udsætte,” siger Holm og understreger, at han ikke har set alle billederne til bogen.

“Dem jeg selv har set taget, har jeg ikke oplevet noget fordækt ved. Hvad med de andre? Umiddelbart vil jeg sige; nok ikke. Det er derfor, jeg er meget vaklende. Ja, jeg synes, det er virkelig utrolig ærgerligt, af de grunde, jeg nævnte – både idealistiske og personlige – og jo trods alt også stukket hovedet lidt frem, kan man godt sige. Det er utroligt ærgerligt, at der skal komme sådan en kampesten på vejen, som ikke lige lader sig skubbe væk. Men igen, jeg står på mål for Jan så langt, som at det, jeg selv har oplevet, der kan jeg ikke se noget.

Jeg ved ikke, hvor meget af det, der er rock’n’roll. Jeg har ikke siddet og tænkt, at manden er mytoman, eller nu smører han sindssygt på.”

“Jeg kan godt høre, at der er nogle historier, som får den der lidt mandede form, hvor man siger: ‘Ja, så blev der skudt der til højre’, eller hvad ved jeg. Man sidder jo ikke i en form for bekendelsesklub og holder hinanden i hænderne og græder, så det bliver sådan en lidt brovtende form. Men den er Jan jo ikke ene om.”

“Det er ikke, fordi jeg vil undskylde ham, for jeg synes, at det der med ikke at have orden i troværdigheden, det er det største problem. Man skal bare have tillid.”

“Jeg går virkelig i ring, kan du høre.”

Røverhistorier i en jordhule

Adam Holm siger, at han har tillid til fotografen, fotografen, understreger han, Jan Grarup.

“Jan er jo ikke en dare devil, sådan som nogle måske gerne vil have ham til at være, og som han måske nogle gange også kan spille med på, men jeg har ikke oplevet ham som en, der bare vil ud og have bomber i hovedet.”

Det er derfor, Grarup har klaret sig så længe, mener Holm.

“Han er klog, synes jeg. For at være helt ærlig. Hvis vi nu lige glemmer hans usandheder eller unøjagtigheder, kald det, hvad du vil, så vil jeg til hver en tid gerne ud til fronten med Jan. Det er han god til. Det kan han være i. Han er krigskyndig. Så der er en masse, hvor jeg har det sådan med Jan: ‘Okay, pisse åndssvagt, ærlig talt. uden omsvøb, at du klokker sådan rundt med noget af sandheden’, men det skal ikke i min bog tage noget fra, at han også er dygtig og tager nogle stærke billeder og igennem mange år har forsøgt at oplyse om, hvad krig er for en rædsel.”

Vil du arbejde sammen med ham igen?

“Ja, jeg vil gerne arbejde sammen med ham som fotograf. Det må jeg sige. Men igen, jeg håber, at du vil være nøjagtig omkring det, fordi for mig er det baseret på, at jeg har oplevet ham som fotograf i tre uger, og der har jeg vitterligt ikke en finger at sætte på ham.”

Han forklarer, at de under et helikopterangreb havde søgt sikkerhed i en jordhule sammen med andre journalister og soldater.

“Han var faktisk skidesød, da vi havde været under angreb. Det med kamphelikopteren, det var vildt. Jeg troede faktisk, at det var dét. Der var Jan virkelig god om aftenen til at sige: ‘Hey guys, I skal huske, at det ikke er skamfuldt, hvis man er rystet og har brug for at skrige eller græde’.”

“Nu var vi sådan i god kontrol og kunne tage det på den der lidt røverhistorie-facon, som jo også er et skalkeskjul for måske ikke at gå for meget ind i følelserne. Men der var han god. Og det, jeg prøver at sige nu, jo mere jeg taler mig varm, og jo mere jeg kommer i tanke om turen, det er, at ja, det er virkelig åndssvagt, at han kommer hjem og fortæller sådan nogle historier, men jeg ville godt strække mig og sige, at Jan også har nogle umådelige kvaliteter. Og jeg vil faktisk ikke være bekymret for at arbejde med ham som fotograf,” kommer Adam Holm frem til.

“Men det kan godt være, at man lige skulle tale med ham om… Altså, hvis han skulle…”

Hvis han en anden gang skulle udtale sig om, hvad han havde oplevet?

“Ja.”