Der gem­mer sig næp­pe man­ge over­vej­el­ser bag vores brug af kryd­de­ri­er. De har jo altid været der, og kryd­deri­blan­din­ger vin­der frem på dan­sker­nes emhæt­te­hyl­der og i cust­om skuf­fer desig­net til kryd­derig­las: pizza­kryd­de­ri, pasta­kryd­de­ri, kyl­lin­ge­kryd­de­ri og mexi­cansk kryd­de­ri. I super­mar­ke­det bed jeg for­le­den dag mær­ke i, at de stør­ste poser og glas med kryd­de­ri­er er fær­dig­blan­de­de pro­duk­ter, der hed­der noget med ”-kryd­de­ri”. Det præ­sen­te­res alt­så, som om der er tale om et enkelt­stå­en­de, nyt kryd­de­ri. Jeg undres.